1824.
VADEMECUM
ELLER
COLLECTION DE CARRICATURES
VED
H. W.

INDHOLD
1) Europa som Titelkobber
2) Dania
3) Scandaleus Historie om Skriveren i Bamble
4) Neapolitanske Soldater
5) Svær Straf for Brøde
6) Surnumeraire Lieutenanter
7) Bataverkjerlighed
8) I Lærdomssædet Tydskland ogsaa gives Fæe
9) Procureuren
10) Fredrikssteen
11) Huuslig Lyksalighed
12) Selvroes
13) Brandcorpset
14) Fruer
15) Mager Frugt af feed kan gaae
16) Delphin
17) Arbin
18) Nostrates
19) Gjestebudet paa Frogner

2. DANMARKS TILSTAND

Spørgsmaal:

Gud bevares hvor du seer ussel ud Dania? Du seer mere
udtæret ud end den, der er kommen op af Nervefeberen; see
blot hvor dine Bryster dingler som tomme Pengeposer? Hvad
var det for en Doctor du raabte paa?

Dania:

Ja Gud bedre mig, jeg er maver og før 1814, forbandet
Ihukommelse, var jeg den triveligste Matrone i Norden; men
da faldt jeg i en slem Feber og da jeg daarlige Qvinde har givet
Doctoren Afsked, saa er jeg nu aldeles paa Knæerne!

Spørgsmaal:

Hvormed helbredede da den Doctor dig i de svære Syg-
domme 1645 og 1660?

Dania:

Da helbredede han mig med Sølv, saa at han nu Intet har,
hvilket dog er mig en liden Trøst! Ja Norge var en skjøn
Ressource! hans Pung stod mig stedse aaben og den betjente
jeg mig godt af, saalænge det varede. Men det, der ærgrer mig
er, at man siger Norge er i gode Omstændigheder; jeg stræbte
dog saa godt jeg kunde at berøve det alle Hjelpekilder . . . .

Spørgsmaal:

Men da var du jo Norge meget skyldig?

Dania:

Javist! Men Taknemlighed er jo forlængst uddøet her paa
Jorden; og derfor vilde jeg ogsaa ovenikjøbet have gjort det
til Provinz; men det holdt sig dog. Men det værste er, at jeg
er saa overlæsset med Gjeld at det reent tærer mine Kræfter
bort, og mellem os sagt, jeg vilde ikke give 4 Skilling for Hon-
neurer at bære denne tunge Krone . . . . . . . . . . Og de dumme
Jyder gjør mig ogsaa Hovedet kruset; de klage over Skatter og
Afgifter; men hvad skal jeg gjøre?

3. DEN SCANDALEUSE HISTORIE DA SKRIVEREN I
BAMBLE BLEV REJECERET FRA STORTHINGET

Om høivise Lucifer
(Jeg vil ham saa nu skjelde)
Rygtet kan fortælle,
Hvad jeg nu skriver her:
Den Pensionær,
Herr Lucifer,
(Dog gjerne,
Jeg nævner ham en Morgenstjerne)
Blev reent forkastet,
Hvorpaa han hastet,
Forbandet fort,
Af Thinget bort.
Han tænkte nok i Byen være,
For at fortære
Dietpengene med mere,
Hos Zuvan;
Men han,
Til Bamble maatte tye,
Og sue paa Labben! --

4. EN NEAPOLITANSK ARMEE

Den eneste, som veed at leve,
Er Neapolitaneren:
Han veed Solheden godt at hæve;
(Thi den
Er ham en Plage,
I Somrens hede Dage)
Ved Paraplui og Parasol.
Og Regn ei han,
Taale kan.
Tilfeldts han gaaer,
Med dem og slaaer
Mod Regn og Sol!
Mod andre drages ikke Sværd;
Og tykkes det mig værd,
Den Skik blev indført her!

Før kaster han Geværet bort,
Og flyer fort,
End han sin Skjerm vil kaste!
Hvem vil ham derfor laste?
Enhver har jo sin Viis!
Hvem regner det til Skam
Om Æren og hos ham
Ei staaer saa høit i Priis?
Og Dovenskab indgroet fast,
Hos ham er ikke Last.
Naar han ei gider selv Geværet bære;
For en Slik,
En Lazzaroni tager paa sig denne Ære.
En herlig Skik.
Om hertillands de Gemene,
En Anden vilde
Med Oppakningen forlehne!
(Det skulde ei see ilde)
Og selv i Lommen putte Hænderne!
Men det er Skade
At Iis, simpel Iis, jeg mener,
Og Lemonade,
Ei vore Kjemper tjener!
Nei der maa Aquavit og Stump!
[Under billedet:]
En neapolitansk Armee
Med Parapluie
I Feldten drager!
O fui!
Nei see!
Hvor den dig behager!

5. JØDEN

En stakkels Jøde,
Spion agerte;
Men blev greben.
Og maatte bøde,
Fordi han spionerte,
Mit das Leben!

Den Krigsrets Dom,
Over arme Stakkel,
Saalunde læses:
"O hvor grusom!
Hans Lives Fakkel,
Af Jøder skal udblæses!"

"Ah! wai mir Arme!"
Han krymped sig:
De kan ei skyde.
Jehovah forbarme
Sig over mig;"
Men han maae lyde!

Af Israels Sønner,
Causa exsequendi,
Sex udcommanderes. --
Her hjelpe ei Bønner!
Numeri explendi!
Her skal exsequeres!

De rustne Geværer,
Af Væggen ned,
Tager man nu;
Man dem bærer
Til skumle Sted,
Saa mod ihu!

En Jøde aldrig
Bli'r Soldat,
La'r Vaaben være.
Sig stedse liig,
Sin Pengeskat
Kun vil han bære.

Nu falder Skud,
"En, to tre!
Ah wai mir! baf!
For Damp af Krud,
Man ei kan see,
Om det traf!

De skjøde saa,
En Timestiv
Før han døede:
Før Kroppen laae,
Foruden Liv.
Svær Straf for Brøde!

6. SURNUMERAIRE LIEUTNANTER

Ingen separat tekst som hører til her, men på selve tegningen står:

”Og du skal vansmægte [overstrøket: hungre] som en Fændrik / d:e som en
surnummerair Lieutenant. Esaias 20:3[?].

”Og saa skulde jeg hilse fra min Madmoder at hun i morgen vild tage
Madspandet, da hun ikke kan bie længer efter Penge…..”

Min Mester sagde at jeg skulde melde Hr. Lieutnanten at hvis de ikke nu i
Mindelighed afgjorde Regningen, saa skulde i morgen Politiet…”,

”Ei se mine gode Venner! Nu i morgen kan de komme da er jeg Mand forat
betale, da faar jeg Gagen mine Herrer! Hva Hr. Skrædderen angaaer, saa kan de
jo tage min Surtout. Og desuden veed de jo, at jeg har Ressourcer…”,

”Hr. Lieutenanten maaskee kunde betale nu; da det ellers er saa vanskeligt at
træffe ham.. Min Taalmodighed er forløben…”

7. BATAVERKJERLIGHED

Af hvad man kalder Kjerlighed,
Hollænderen ei meget veed.
Det er bekjendt,
At det har hændt,
Bataveren Skibbrudne ikke berger.
Om han kan!
"Hvad kommer mig den Mand
Vel ved?"
Og ved Bataver-Ære,
Han sikkerligen sværger,
At Næstekjerlighed,
Ei rent han lader være!
At sige: her paa Land,
Hvor han,
Ei er vel deran!

Ei nogen maa med Bønner ham paatrænge,
Naar man i Havs-Nød er:
"Ei faaer man Lov i Tovet sig at hænge!
Hvat schal man der?"
Hollænderen ei lider,
Man Tovene opslider.
Med krogede Baadshage,
Han støder ham tilbage,
Ei tænker han at redde!
Han saadant ei vil høre.
"Det maatte Fanden
Og ingen Anden
Gjøre!
Skal Skibet standses i dets Fart,
Nu da det gaaer saa hart?"
Og han phlegmatisk smøger,
Sin Knaster.
Da, alle vist ham laster,
Fordi han røger;
Og jeg kan ikke lide,
At røge i Utide!
Hvad synes dig om denne Handlemaade?
Den synes grum naar man er i det Vaade!

8. I LÆRDOMSSÆDET TYDSKLAND
OGSAA GIVES FÆE!

De stakkels Jyder,
Man og ene Skylden giver,
For dumme være;
Men hvorfor skal de Skammen ene bære?
Har de blot disse Lyder?
Nei! vist Svaret bliver.
Der gives ogsaa dumme allelands,
Som og tilvands
(Man forstaar, jeg en Hollænder mener;)
Dog kan ikke nægtes man Jyderne forlehner,
Maxime hermed,
som hver vel veed!

En Passage, som,
Mig til at smile kom,
Da jeg den læste;
Jeg giver mine Venner her tilbedste!
Den maaskee kan vise
Dem, som Tydsken prise,
At i Tydskland og,
Finds Fæe og Drog:
En fem, sextusind Mand,
Til en Rigsstad, som
Laae i omtalte Land
Engang kom.

Men da Armeen skulde afmarschere,
Det høivise Raad begyndte consulere,
Som saa:
"Vi kan ei lade gaae,
Ugeleidet hen,
De keiserlige Mænd;
Thi Røvere, i Tallet over ti,
Dem vist ei la'r i Skoven her gaae frie.
For dette nu afvende,
Vor Stadsmilits vi sende."
I Haab en Steen af Hjertet lette,
Den General,
De ham det berette,
Samt Soldatesquens Tal,
Med mere;
Nemlig fire stolte Knegte.
(De var' ei flere,
Foruden Chefen og en invalid Tambour,
Som visselig ei negte
Denne Tour
For at indlægge Ære.
Om Generalen takkede for Følget,
Det har man mig fordølget;
Men nok er det, man Trommen slog,
Og Regimenterne med Følget flux bortdrog!

9. STORTHINGETS SVAR PAA PROCUREURENS
CONSTITUTIONSFORSLAG
(Teksten står på selve tegningen)

De forkastes, som stridende mod Grundlovens Aand, utyde-
lige, ufuldstændige og overflødige, ihenseende til Grundene mod-
sigende, og kun lidet overensstemmende med National-Repræsen-
tationens Værdighed!!!

Denne Dosis vil vist blive haard at fordøie Hr. General-
Procureur! Blot den ikke bevirker en Galdefeber? Hvad vilde
der da blive af Land, Constitution og almeen Velfærd!

Ha, hvilket Tordenslag for saa djerv en Mand!
Som jeg, den meest Formaaende udi det hele Land!
Jeg veed ei hvor man saadant svare tør,
Mig, Mig, den høie Procureur!
Ha! min Lever af bitre Galde syder;
Og hine fæle Ord endnu i øret lyder!
Ha! jeg bliver sort, det i Avisen staaer,
Og allerede, som Budstik trindt Landet gaaer!!

Jeg bringer her Storthingets Resolution! Deres Høivelbaarenhed!

Jeg troer han bliver sort af Ærgrelse og Taarer,
Vi se noksom hvor stærkt man hannem saarer!

10. FREDERIKSSTEEN

Knap griber jeg Pennen, de Scener at male,
Ved Fredrikshald;
Dog lyder jo saa almindelig Tale,
At Fæstningen skal
Ved Guld være aabnet.
Paa sjunkne Trophæer, med Taare paa Kind,
Nora nu hviler.
Hun skuer ei stolt meer paa Fredrikssteens Tind;
Men sørgelig smiler
Ved Tanken derom.
Saasnart Guldet kom inden Fæstningens Port;
Bort man drog.
Der slaaes Chamade og drages nu fort.
Et hæderligt Tog,
For Soldater!!
Men Skade var det, at man ei fandt,
Der Meteller;
Saa let da Svensken Fæstningen vandt
Ikkeheller:
Men disse just mangled'
Men Niddinger voxe, som Mose paa Fjeld,
Og Helte er' rare;
I Norge da fandtes slet ingen Metell
I den Skare
Som fægter for Hæder!

11. HUUSLIG LYKSALIGHED

IMPROMTU

Huuslig Lyksalighed er jo saa rar
Paa vor Jord;
Men Smithen i Huset den Lykke dog har!
Hvem vel det troer?
Men
En Anecdot min Ven;
Dig til Troe skal lede hen:
Smithen kommer just ud af en Hyttes Dør,
Hvor han Dynen tog af Leiet.
Hvori Manden gjorde hvad ham bør,
Og han har pleiet,
Stedse gjøre.
Skjøndt Rygtet og har ladet høre,
Det hans største Moroe er.
Naar han exequer
Hvor der ei er Penge
Der maa ei ventes længe
Med Exequeren
Og Exciperen
Af hvad der findes;
Thi ellers Intet vindes
Af Procurator. --
Dog nok herom,
Vi lidt for langt fra Sagen kom.
Som sagt, en Ven
Møder ham just da
Han slig Idræt kommer fra.
Smith beder ham nu hen,
At see, hvad hver ei let vil troe,
At huuslig Lykke just hos Smith har fæstet Boe.
Manden smiler,
Og iler
Med den vakre Vert hen til
Det sjeldne Skuespil.
En Flok af Bavianer ved Indtrædelsen,
Just møder denne Ven.
Bavianer -- thi Æblet ikke falder
Langt fra Træet -- .
Den hjertensgode Smith
Paa en Unge kalder:
"Hid!
Min lille Smit og sid
Her paa Knæet."
Paa Stolen gynger
Fruen ømt sin kjelne Mand.
(Styg er hun, det er Sanden
Som bare Fanden,
Og det er ogsaa han)
Mens henrykt Smithen synger
en Vuggevise;
Hvorved han vilde prise
Slige skjønne Dage!

Og det er sandt.
Den slags Lykke man hos Smithen rigtig fandt.

12. EN ANDEN GESCHICHTE OM DEN SAMME

IMPROMPTU

Til rette Tid lidt Selvroes ikke skader!
At det sig saa forholder
Man mig lader!
Thi hvis jeg ikke fandt,
Det var sandt,
Jeg neppe sat det her.
Den samme Smith
(Omtalt vel tidt)
Mig bringer til at skrive.
Han kan Exempel give,
Sequendum just derpaa:
Man Smith for Speilet engang saae.
For første Gang han Sandhed ikke nægted;
Men desmeer bekræfted:
"At han var styg og fæl!"
Heri han Sandhed ikke dølger:
Men et Appendix følger,
Som jeg
ei vil troe,
Da han det sagde selv:
"Et ædelt Hjerte i mit Bryst dog monne boe!"

13. HJØRRING

IMPROMPTU

Blandt flere Byens moresomme
Fættere kan Hjørring komme:
Den hidsigste i Ord og Lader
Af Gjerning dog den største Hader:
Thi bande kan han, true med Ild
Og Død og alskens Pestilence;
Men Haand han paa ei' lægge vil
Og Feilende slet ikke ændse!
Heel desperat han sig har teet
Og splintret Sablen har man seet.
Hans Underhavende, som kjender
Ham en antændt Sværmer for,
Som sprudler ikkuns mens den brænder
Og af sig selv ud stakket gaaer.
De pege Fingre, løbe hjem,
Lâr Chefen staae der næsten ene.
Mens han løber tilbage frem,
Og veed ei selv, hvad han skal mene:
"Din Svinehund gjør Skam af Choret;
Imidlertid hvis du vil gaae,
Da, Slapperment, har jeg forsvoret,
Her mere, Tølper, lâe dig staae'."
Det er' hans Ord da Kongen kom,
Fandt Gaderne for Brandfolk tom'!

14. FRUER

En Sildevrager-kone,
Ei kalde du Madam!
Thi ellers faaer du Skam
Af hende, som den rette Tone,
I Fruers Kreds angive kan.
Fordi den Kjelling,
Koger selv sin Velling
Og vasker selv sin Gryde,
Derfor du Rang dog lyde!
Ja Smedekjerlinger,
Er her
Nu Fruer!
Men
Et Raad min Ven!
"For ei at see ti Negle Øiet true,
Du spørge først: "med Permission
Min Kon'
Er hun Frue?"

15. IMPROMPTU
(Teksten står på selve tegningen)

Godt Træe god Frugt maa bære,
Den Sandhed vil vist evig staae;
Men Jeg vil Eder lære,
At mager Frugt af feed kan gaae.
See Christianes slunkne Kinder,
See hendes skelend' stive Øie,
Som gamle Piger altid minder,
At Alderen kan Skjønhed bøie!
Mutter Wyller, denne Kone,
Fede Koners Hæder, Ære;
Slotsgadens tykkeste Matrone
Fødte ovenstaaende Megære!

16. DELPHIN

Grueligt Spectakel
Med Major Delphin
Kommer mig i Sind;
Da hans Lives Fakkel
Nær udgaaet var.
Historien er dette,
Som jeg vil berette:
"Det sig begivet har
Her tilbyes ifjor,
Det stolte Borgerchor
Sig afspenstig gjorde,
Og Chefen sende
Forde,
Fra en til anden Ende!
Man knyttet Næve sat,
I Majorens Side.
Det hjalp ikke at
Han ikke kunde lide
Saadant Væsen.
Da man ham kneb i Næsen.
Man dobbelt Stød nu gav
Og traadte Sporen af!
Han hujed og han skreg,
Vred ved saadan Leeg.

17. ARBIN

Skarpe Øines stærke Straaler,
Ikke mange Helte taaler;
Hvorfor da Arbin?

Carl Johannes barske Øie,
Ned til Jord ham monne bøie,
Just da han treen ind.

Udi Kongens hvalte Sale,
For et Ord med ham at tale
Knarken just did gik. --

Carl der tidt saae Døden vinke,
Havde vant sig til at blinke
Med sit Ørneblik,

Naar han vilde kjende Sine,
Og en barsk, en truend' Mine
Var nu Mandens Skik.

Da nu Kallen saae det lyne,
Under skumle Øienbryne,
Tordenskyer lig',

Af sig selv han meer' ei veed,
Plat mod Jord han dratted ned';
Øiet lukked' sig.

Dennewitzes Overvinder,
Laurbær til i Krandsen binder,
Ved sit Blik nu fler'.

Seier kjøbt ei ved Blodstrømme,
Carl Johan just kan berømme
Over hiin Secreteer!

18. NOSTRATES

Hvinende lyder Pidskenes Slag,
Britteren stolt for Hinduens Øre
Svinger, mens Slaven den udslagne Dag,
Trælle maa for af Bomuld at gjøre,
Schawle, som Gjæssene efter sig drager.
Penge derfor den gamle John tager!

Der hvor man roser sig af at Tant
Reent er forjaget; hvor Ærlighed throner;
Hvor Folket boer ind' i Fjeldene blandt,
Hersker dog Moden blandt Mænd og blandt Koner
Normanden gaaer, som Franskmand i Paris!
Fanden i Vold med hver simpel Viis!!

Hoftepuder, Sminkekrukker,
Komme her igjen i Brug. --
Christianias Modedukker,
Sminke sig saa lidt i Smug.
Men naar Herrer sminke sig,
Da er det mere latterlig! --
Men apropos -- du vil ei lide
At jeg forholder dig at vide,
Hvem disse ere --
Saa hør: --
Kan nok være
De Rougtvedts ere!
Men tie du bør! -- -- -- --

19. GJÆSTEBUDET PAA FROGNER

Spidsborger bliver steds'den samme,
Hans Lyst er altid grovest Spas.
Vort Borgerskab tilskamme,
Jeg vil bevise denne Sats:
Vor gode Konge, Carl Johan,
Hvorved just er den Ulykke,
At Landsfaderen ei kan,
Af Norske Sproget noget Stykke,
Blir af Borgerskabets Bud,
Til Soupee just buden ud.
Hvor man skal drikke tæt og spise,
Samt synge smukt en liden Vise.

Man kom; men neppe Kongen fik,
Saameget at han mættet gik
Fra Stadsen.
Men Tjenerne sig bedst,
Ved Spasen
Stode.
Saa at man troede
Der feiredes en Saturnalie-Fest!

Med Venner og Veninder,
Man Tjenerne i Skoven finder;
Med Retterne, hvormed de gik,
Fra Herren bort, der intet fik.
En fik et Hønselaar,
En Anden fik en Ving;
Men slemmere det gaaer
Dem, som fik ingenting.

Da Sangen skulde nu deran,
Benytted man,
(Poetens Held),
Uvidenheden altfor vel.
Thi da de alkefulde
Udskraale Sangen skulde
Skreg man,
Til Carl Johan:
Kommer Brødre! singer so:
Kongens Liv vær' glad og froe!

Efter mine Tanker saa,
Man Insolence det kaldes maae!