«Jeg elsker dig, og hader dig»

Kristianssand S, 19 Septbr.

Kære Lulli.

De skrev engang som Svar paa mit første Brev: ”Gid De ikke havde sendt det”. Det samme maa jeg nu sige til Dem. Og havde jeg tænkt mig, at De virkelig vilde sende mig et sligt dejligt – sørgeligt dejligt – Brev, skulde jeg have telegraferet til Kalla og bedt hende om uden Ydmygelse for Dem at hindre det. Jeg tror, Brevet har kostet Dem Overvindelse, og det er ikke bra for en stolt Pige.

Jeg forstaar ikke, hvorledes jeg skal svare. Om jeg har glemt Dem? Ak, nej. De har farvet alt, jeg har skrevet, siden jeg forlod Kristianssund. Men nu kommer Deres Brev og forrykker min nuværende Stilling. Jeg har ikke tænkt paa at faa Dem mere, det var jeg færdig med. Jeg er ikke at Øjeblik i Tvivl om, at havde jeg ikke faaet Deres afgørende Brev i København i Maj 92, havde De ialfald ladet Spørgsmaalet staa aabent, saa vilde min Skrivning blevet anderledes. De har jo set, at begge mine sidste Bøger er Kampskrifter, jeg har faaet alle til Uven, jeg har sat til paa mere end en Maade. Nu var jeg bleven bra rolig; min nye Bog blir uden Polemik, den er oprevet, men fuld af Skønhed, fuld af Kærlighed. Men saa kommer altsaa Deres Brev.

Jeg forstaar forresten godt, hvad jeg skal svare Dem; mig selv er det en anden Sag med. Jeg svarer uden videre Nej. De er ikke glad i mig, Lulli, jeg ser det paa Deres Brev. Tro De mig, var De paa et større Sted, og De ikke var nødt til saaledes at være saa meget sammen med Dem selv, saa vilde De have glemt mig med Lethed.
De bedrager Dem saa nydeligt igen; kom en anden, jeg mener en betydelig anden, saa vilde De straks vakle, og kom den store Rette, saa besejred han mig med ét. Hvorfor skulde De nemlig blive glad i mig efter 2 1/3 Aars Adskillelse og ikke før? De har jo ikke læst stort andet end Angreb paa mig i denne Tid, og den Smule mere jeg har skrevet siden vi var sammen, har kanske nok gjort mig lidt mer bekendt ialfald i Udlandet, men jeg er næppe bleven et bedre Menneske ved det, jeg er forsaavidt den samme.
Om jeg nu idag havde fulgt min første Indskydelse og sprunget op og telegraferet til Dem: Jeg elsker Dem som før, – saa vilde De kanske have følt noget ved det i Øjeblikket; men i Eftermiddag vilde De sikkert have rejst til Grip igen, hvis en Tur var kommet istand.

Jeg spiller ikke med i den Komedie mer.

Kære, snille, dejlige Lulli, jeg byder Dem ikke mit Venskab. Det er en Banalitet at byde nogen sligt noget; en noksaa venneløs Mands Venskab har desuden ingen Værdi; jeg er bare altid Deres, som jeg var. Traf jeg Dem, saa jeg Dem igen, saa var jeg Deres, og jeg kan nok være det, om jeg ikke ser Dem igen. Jeg kan være det om jeg gifter mig ogsaa, det behøver jeg ikke at gøre andre Rede for.
Med Dem er det en anden Sag, alle blir glad i Dem, og naar den Rette kommer, saa blir De hans – det er alt. De forvirrer mig forresten lidt med de stærke og sitrende Ord i Deres Brev, og jeg kunde tænke mig, at der er gaaet noget afgørende forud for Brevet. Har De nylig havt en eller anden Skuffelse, for Eksempel? Hvorfor kom De til at skrive til mig just nu? Har kanske nogen – for Eksempel Fru Nissen – ”lagt et godt Ord ind” for mig? Det burde ingen gøre, jeg væmmes ved det, og desuden fortjener jeg ikke, at det gøres.

Jeg kan saa klart se Deres Ansigt, De ser baade bedrøvet og forundret paa dette Brev. Men Dagen efterat De har faaet det, vil De maaske atter tage det frem og læse det, og allerede da vil De se svalere, ligegyldigere paa det. Og De vil modtage Deres Elever med vanlig Præcision og spille med dem deres Tid. Og om Aftenen vil De gaa Deres Tur opad Vejen, og De vil ikke for lutter Tanker glemme at besvare nogens Hilsen. Hvor jeg ser alt tydeligt!
De stiller i Deres Brev i Udsigt en saa og saa stor Kamp og Strid, hvis dette mellem os skulde blive til noget. Jeg ved ikke, om jeg forstaar det rigtigt, men mener De, at De kunde stride Dem til at blive glad i mig med Tiden, eller at vi begge behøved at stride for overhovedet at faa det istand, saa er jo ogsaa det fejl. Man strider sig ikke til sligt noget, man synker fortabt ind i det og rødmer af Glæde.

Nej, Kære, jeg tror inderligt paa Deres Ord, fordi De er saa absolut sandfærdig og fordi De er en ren Sjæl; men Deres erotiske Følelser til mig de tvivler jeg paa. De vil om Aar og Dag give mig Ret. Var jeg for Eksempel død i Paris, eller dør jeg der nu, naar jeg rejser did igen, saa vil De læse om dette Dødsfald med al ønskelig Selvbeherskelse. Og hvorfor skulde De ikke det! Jeg har nu i 2 1/3 Aar hver eneste Dag læst ”Morgenbladet”, fordi jeg troed, at det var der, De vilde avertere, om De blev forlovet. Hver eneste Dag har jeg tænkt paa det.

Naa – Jeg husker engang – Formiddagen 7 April 92 -, der var Solskin, vi gik tilbage fra vort eneste Møde. Jeg sagde: Dejlige Lulli! og De gav mig et varmt Blik, jeg følte, at det for en Gangs Skyld var varmt. Det var dengang.
Nu siger jeg igen: Dejlige Lulli! Og jeg lægger til: Mellem os blir der intet, nej, Lulli. Og jeg tror ikke, at vi skal skrive videre til hinanden, det kunde blive vildledende for os begge. Men De er min Kæreste, og hvor jeg end havner, er jeg alligevel Deres Gut. Jeg har ingen Fordel af at lyve for Dem nu mere end før.

Jeg husker endnu engang, en Aften, der var en Sammenkomst hos Dem, Deres Veninder foreslog ogsaa mig indbudt, og De var imod det. Nuvel, jeg havde ikke kommet, ak, nej, vær tryg. Men hvor det dengang vilde have været kært for mig, om De alligevel ikke havde været den eneste, som havde modsat Dem den blotte formelle Indbydelse. Men ogsaa deraf kan De se, De var ikke glad nok i mig til engang at vedkende Dem mig som Kammerat blandt andre Kammerater, end sige som Tilbeder. Og nu 2 1/3 Aar bagefter er det mig ikke muligt at tro paa nogen dyb Forandring.
Altsaa, Lulli, kære, elskede Lulli, jeg elsker Dem, jeg fragaar det ikke; men tænk paa Sagen, saa skal De se, at De atter har været i Færd med at bedrage Dem selv. De holder lige saa lidet, eller om De vil lige saa meget af mig nu som før.
Jeg ønsker Dem alt, alt godt, og jeg sender Dem min inderlige Hilsen, som jeg har sendt Dem mangen inderlig Hilsen fra Verden derude. Vær lykkelig!

Deres hengivne
Knut Hamsun

Kolbotten den 9/1 88

Goddag Gubben min!

Aa nei du da som reiste fra Frakken, hvad skal du nu gjøre naar du kommer til Byen, i dag kan jeg ikke faa Bud til Anna heller og klokka saa jeg efter med det samme du var reist for jeg tenkte du havde glemt den, men da jeg ikke kunde opdage den saa var jeg vis paa du havde den lel, nu fandt jeg den for lidt siden i vestelommen – Anna kom med velt-Ivar; men du kan tro jeg sov ikke mye inat alligevel, det var rent umulig for mig aa legge mig trygt, jeg syntes hele Tiden du skulde komme snart ser du, saa i Dag er jeg noksaa tret og nervös. Anna stod op Kl. 7 og Kogte Kaffe saa drak jeg paa sengen og la mig til igjen naar hun var gaat, ogsaa holdt Sjapa og jeg riktig Frokost Kl. 11. Vi kunde ikke komme vid i Formiddag, for det snede saa tæt og volsomt at jeg Kunde ikke se Svarthugulandet. Sjapa har forresten vært rent fortvilet i Dag hun har graat og ledt efter dig hele Tiden.

Nu i Eftermiddag er det klart igjen, og slik en Himmel har det ikke vært her før, jeg var nesten ræd. […] Dagen har vært lidt drug. Det kan ikke nægtes, men jeg föler mig ikke mere ensom her end jeg gjorde i Byen i Sommer da du var reist, jeg bryr mig slet ikke om at der skal komme nogen Fremmede her, naar ikke du er her saa vil jeg helst være alene du ved jeg har nok saa mye at stelle med og tenke paa ogsaa er det saa hyggeligt nu, nu har jeg lagt pass Peisen saa det er varmt og lyst, og saa er det ligesom noget af dig i alting her, jeg har saadan en deilig følelse af at være hjemme.

Jeg er forresten alltid glad og tryg nu, naar bare du er i godt humör; men ser jeg at du er modlös og trist, saa er det ikke mulig for at klare mig, da kommer den gamle historien igjen, som jeg har vært plaget af lige fra jeg var liden, det kommer over mig en saan en fölelse af ulykke, ensomhed og forladhed at jeg önsker jeg kunde dø med det samme jeg synes aldrig jeg kan faa graat nok, jeg kunde graate mig sund ja jeg synes jeg maa holde paa graate å graate og bare graate saalenge jeg lever, fordi det er ingen som bryr sig  om mig, jeg er saa rent til over. Det maa vel være etslags nervösitet det ogsaa det kan komme av saa lite ofte for ex. Nu inde i byen da du var saa mye ude med Frk. K. Du kan ikke tænke dig hvor vondt jeg havde det mange ganger, jeg vidste det var dumt af mig og jeg vidste jeg havde ingen grund til det men jeg var virkelig fornærmet paa dig ogsaa ofte ikke bare på hende, og jeg var saa saar at jeg turde ikke tænke paa det uden jeg maate storgraate, jeg bebreidet mig det altid efterpaa for jeg vidste jo at hun var gla i dig og jeg vidste hvordan hun maatte ha det fra mig selv i fjor da alle mennesker gik og fortalte mig at du var forloved med hende

jeg ved at jeg önsker ofte at jeg maatte bli gal, for saa slap jeg og gaa aa halde mig stiv og smilende naar jeg var ødelagt og tret af vonde tanker at jeg kunde stupe hvert øyeblik og tilslut ikke vidste nogen anden raad end at drikke noget naar det blev for fælt; men det hjalp ikke at jeg syntes synd paa hende, jeg taalte det ikke, men jeg tænkte at du skulde naa aldrig faa vite hvor dumt jeg hadde tat det der, jeg skammer mig altid fælt naar jeg var fornuftig for jeg har jo altid ment at det vilde være latterligt og dumt om man ikke uden noget vrövl skulde kunde være sammen med andre mennesker om man var gift det maa ikke noget  som som ligner tvang, det er da rasende dumt i alle maader, samvær af tvang er jo saa rent verdiløst men naa kan du gjerne vite hvor dum jeg er lel ogsaa kan du være lidt sindt paa mig nu mens du er borte det faar ikke hjelpe, du har jo set at jeg har vært i daarlig humör sommetider og da vil i grunden altid saa inderlig gjerne fortelle dig hvorfor, men det er som jeg var muret igjen, hvis jeg forsøger at snakke da saa tuter jeg bare,

huf det er en ulykke ikke at kunne snakke, men siden jeg nu har begynt at skrifte, saa kan gjerne fortælle den andre tingen ogsaa som har plaget og som er ligesaa dumt som det andet, jeg finder altid ud at du bli trist naar der kommer breve fra Paris, da indbilder jeg mid altid at du længter efter «den gemytlige Bande» dernede, at du föler dig ufri og stengt her hjemme nu, og især synes jeg det er et navn du ikke taaler at se uden at bli mörk og nervös, ja nu skal du forsöge at sætte dig in i hvordan dette tar sig ud for mig, for det förste den uudholdelige tanke at du skulde ha nogen eller noget som du heller vilde være hos end mig og saa del at du skulde føle noget trykkende baand paa dig som du tar af hensynsfuldhed eller likt, det har hændt at slige tanker er kommet over mig og da skal du forstaa at jeg blir bedrövet jeg kunde bli gal af det for det maa være af Trang og Lyst man er sammen sammen, man maa kjende sig saa vel glad og tryg i det, at man ikke vil noget andet eller gaar det jo bare i stykker af sig selv om man saa vilde gi livet sitt for aa halde det sammen – ja kjære, snille gutten min nu skal du ikke være vond paa mig alligevel, du skal pröve at forstaa hvordan jeg kan komme til at tænke paa sligt, jeg er nu engang slik, at hvis det ikke er noget vondt saa maa jeg finde paa noget, og nu er det slet ikke saa at disse greiene plager mig stadig, langt ifra ikke engang ofte; men jeg vilde bare at du skulde vite hvad var de gange du har set mig i sligt humör og nu er jeg saa glad fordi jeg har sagt dig alt dette filleriet, for det har vært saa væmmelig at jeg ikke har kunnet snakke med dig om det, jeg har haft saan frygtelig lyst til det mange ganger.

Huf der er Anna og ungen, ja nu maa jeg lægge bort til i morgen

Tirsdag: Frygtelig nat, ikke spor af sövn, det er rent umulig, og en storm saa jeg var ræd for stuetaget og i dag er det saa mildt at det siler vand igjennem taget paa flere steder jeg må sætte kopper og kar alle steder. Tunet er bare is, kaja svart og umulig at gaa paa ski, og det er sörgeligt, for nu er hele renflokken lige oppi Garvigaasen her, gid du havde vært hjemme saa havde vi kanske labbet opover lel. Nu fik jeg post med en Strauming Som er opover i fjellet og skal tilbage om en liden stund, saa jeg heldigvis kan faa disse greiene dine nedover meddetsamme. Det var et brev til dig som jeg sender tilbage (det er noe fra Lie) ogsaa en del 1. Fedrelandet og 2 Dagblad. Jeg har betalt manden

Til
min evige elskede,

Du lærte meg å forstå kjærlighetens kraft, den rene kjærlighet. Din trofasthet var mitt faste punkt i livet.

Hvem kunne være som du, når jeg vendte tilbake efter en lang reise, og din hjertevarme og dine øyne strålte meg i møte?

I all din omsorg for meg talte din oppofrende kjærlighet sitt varme sprog i rike uttrykk. Du sørget for meg i alle ting som en god mor passer sitt kjæreste barn.
Ja, sandelig du var meg også i mors sted. Og jeg, jeg strittet ofte imot som en uskikkelig gutt som moren vil stelle om. Men noe vondt var det ikke fra min side.

Det er ingen falske folder i ditt dype sund. Du er det mest oppriktige mennesket jeg kjenner. Du elsker meg, og du sier meg dine åpne mening uten smiger.

Når du var bitter eller sint på meg, så var skylden min, og du vil tilgi meg.

Et stille, saktmodig liv skulle vi levet, men blev kastet ut i et urolig og stormfullt liv. Av hvad? Av hvem? I allfall var det ikke det du ønsket, og heller ikke jeg. Men omstendighetens makt og en indre trang drev meg, noget godt, noget dårlig, men gjennom det hele mener jeg å se en Guds styrelse og vilje, en dypere mening. Døm meg derfor ikke. Tilgi alt.

Du lever i min tanke, og da vet jeg hvorledes kjærligheten forener oss over alle avstander og også over dødens terskel.

Når jeg satt i flyet over havet, og en fiende hvert øyeblikk kunne styrte frem og hente oss ned, da var min eneste tanke – utenom Gud – det var deg, hvor sorgfull du ville bli.

Men vår sjel og vilje skal alltid være sammen, Maria, min ånd skal alltid omsværme og gjennomtrenge deg, som radiobølger fyller rommet, og du vil ta imot og føle det.

Vær sterk og frimodig og sett din lit til Gud i alle ting. Gi deg helt over i hans varetekt og la hans kraft fylle deg.

Tungt er det for meg å skilles fra deg. Og tungt for deg. Men i ånden skal vi alltid være sammen. Det er bare en reise jeg gjør og kanskje ikke langt bort. Og så møtes vi til nytt liv igjen. Hvorledes vet jeg ikke. Men du og jeg kan virkelig ikke skilles. Kan du tro det, når du tenker på vår merkelige skjebne gjennom alle disse år? Vi to er ett, var og blir. Og la aldri den tanke forlate deg.

Og om jeg sover eller våker på den annen side, min udødelige del er alltid også hos deg, min evig og udødelige elskede.

15.10.1945
Din Vidkun

Kristiania, mars/april 1898, før påske

Min kjæreste skat! Min sølvmorsperle! Jeg vil skrive for at sige, at jeg elsker dig. Men ak, posten går så sent. Jeg vilde sagt det i går, og jeg ville sagt det i dag, – men det kommer så sent frem til dig.

Jeg glæder mig hver dag. Jeg glæder mig over alt det, vi skal leve sammen, alt det, vi skal se sammen. For måske kommer vi at reise i to år. Og – du – hører du – det er, som jeg aldrig har reist før – jeg glæder mig til at reise, – tænk, alt vi skal nyde sammen, Italiens sol, Italiens hav, Venedig, Venedig. Hånd i hånd skal vi vandre gjennem hele Europa, ja måske lige til Ægypten, hånd i hånd.

Jeg glæder mig, elskede lille Ingeborg, til at begynde at leve. Ja, thi nu vil jeg begynde at leve. Jeg skal arbeide, skal du se! Jeg skal arbeide regelmessig som aldrig før!

Tænk – jeg, som engang har overanstrengt mig slig – det er, somom jeg aldrig havde læst. Jeg glæder mig til bøgerne, som barnet til æventyrbogen!

Og du, du lille søde, deilige Ingeborg, min Ingeborg, du skal være hos mig hele tiden. Og når jeg er træt af at læse og at tænke, da skal du kysse mig, – og jeg skal tage dig på mine knæ og stryke dig i håret – og du skal se indi mine øine – se en underlig tankeverden, som du måske ikke forstår, – men dog kysser, kysser.

Blødt, blødt skal vi kysse hinanden, sådan som vi lærte tilslut. Kan du huske, da vi sad i den Fredriksbergallés restaurant (den med fonograferne) da var der et kys, som var så deiligt, at ingen vin kan have en sådan aroma.
– – Og véd du, hvad jeg glæder mig så til! Sammen, sammen skal vi dyrke musik. Vi skal spille igjennem alle ting. Også firhændig piano skal vi spille. Og du skal lære mig harmonilære, det du kan.
– Og engang, når jeg får råd, da vil jeg kjøbe dig en blå fløielskjole, en kjole av mat fløyel, – og noe med sølvmorperler skal det være.

Vet du, hvad jeg længes så forfærdelig efter om dagene. At få komme til at gjøre dig lykkelig. Du skal se, hvor genial jeg er i at øse solskin udover den, jeg holder af.
Og når vi ligger på knæ sammen, sort og hvid, – den første gang, du får se mig så fint klædt, – – kan du tænke dig noget så deiligt, du?
Tænk, du, jeg tror, dette øieblik kommer at blive såmeget herligere, større, renere for oss to, netop fordi vi har kjendt hinanden sådan før. Vi kommer ikke dertil med noget av de urolige, flammende lyster. Blot som en hvid havflade af lykke og skjælven kommer det hele at være.

Jeg længter så forferdelig. Og det er meget klogt, at vi er skilt. For var vi ikke det, så var det ikke til at holde ud, ikke sandt. – Og så vilde vi måske bli ophisede, – og nu skal aldrig det ske mer, før du har havt sløret, brudesløret.
– – Nu er fire dage gået, og intet brev. Hvor jeg synes, det er støtende og sårende, at du aldrig får lyst til at skrive af dig selv, at du bare gjør det, når du er nødt dertil. Dennegang troede jeg så vidt, at du selv skulde have fået lyst til at glæde mig med et brev. Men nei!
– – Hvorfor vil du gjøre mig bitter.

Jeg vil be dig instændig om en ting, som du må gjøre nu. Vi sees jo nu snart.
Jeg vil bede dig om ikke at reise ned til Hindholm i påsken, om du bliver bedt derom.
Jeg må jo antage, at du selv, hvis du har spor af renhedsfølelse vil sky at reise ned til det sted, hvor såmeget ondt og stygt og urent er hændt.
Du må adlyde mig i dette.

Au revoir, elskede! Jeg kysser dig, og slår dig, for du er ond mod mig.
Jeg elsker dig, og hader dig.

Hvorfor vil du forhindre mig fra at skrive gode og deilige breve?

[Hvad skal det …] blive mellom os, lille Ingeborg, sådan som du er, og som jeg er, at jeg blir alt for dig, at jeg også bliver din fader og din lærer og din svøbe, når du ikke er god og skjøn. Sådan føler jeg forvist, at det vil blive. Og som en fader virkelig kan lægge sig åndelig på knæ for sine børn og bede og trygle dem om ikke at nøde ham til at blive streng, således beder og trygler jeg dig med mine ømmeste ord: Tving ikke den strenge mine frem i mit ansigt, bortjag vredens slag i mit hjerte. Lov mig det, Ingeborg! Lov mig det! Lad os være ømme og gode mot hinanden denne vor korte forlovelsestid. Tidsnok vil du kunne lokke hårdheden og voldsomheden frem hos mig!
Farvel da så længe, min lille elskede pige, min deilige sjæl, – (italienerne har det smukke ordet for skat: min sjæl, anima mia). Du skal være her og sidde på mit fang. Ja, det har jeg mest lyst til i dag, at holde dig på mit fang, at føle dit ansigt smyge sig ind mot mig, skriv straks, straks, og sig, at du elsker mig, elsker mig høiest af alt, alt i verden. Gjør det!

Din forelskede og trofaste gut.